Vi betragter det nuværende arkitektur-landskab med et skuffet blik —

Arkitektur ser ud til i stadig højere grad at transformere sig til en introvert disciplin, hvor blikket rettes ind i stedet for ud, hvor facader er fænomenale og glatte, mens interiør er vedkommende og tiltalende, hvor indre rumforhold er velproportionerede, mens de ydre mellemrum bliver glemt. 

 

Alt for ofte opleves der byggerier der ikke giver noget tilbage til de rum den placerer sig i, velsagtens fordi alt er blevet foræret til det indre. Men samtidig er dét der gives i den indre sammenhæng ofte et kig ud, en udsigt, et vinduesparti. Bygninger er i højere og højere grad udsigtspunkter, og facader er derfor så ofte glatte og anonyme, for udsigten skal ikke overtages, og bygger man et glasspejl op, tager man ikke udsigten, man sender blot problemet videre til den næste. Arkitektur i dag har derfor de to hovedproblematikker at de skabes for øjet, og de glemmer deres kontekst. Det er i vores øjne en fattig arkitektur. Derfor har vi to hovedpostulater i vores arbejde:

 

 

Vi mener, at arkitektur aldrig kan være en selvstændig disciplin, der beskuer indersiden af sine egne øjenlåg. Steder består af delelementer, der er med til at skabe det lydbillede som vi kalder arkitektur.

 

Hvert lille hus, hver mursten og hvert mellemrum indgår som en del af den lyd, og det ville være useriøst ikke at forsøge at lytte til disse lyde og til hvordan de i samklang kan skaber en arkitektonisk symfoni. Det ville tendere useriøsitet at tro at et nyt element kan placeres uden at det vil påvirke denne symfoniske virkelighed, for uanset skala vil ethvert fragment påvirke helheden. Det er skala der afgør hvorvidt man skal føje sig til det eksisterende eller slå tonen an til en ny virkelighed, og den er altafgørende.


Vores arbejde indbefatter at arbejde så ydmygt og grundigt med kontekst, som det er muligt. Vi forstår konteksten spatiotemporalt, altså både som det byggede landskab, rummet, og som den historiske tradition, tiden. Kontekst skal selvfølgelig afgrænses, men det er ikke op til os at tegne dén streg i sandet, snarere er det projektet selv der i kraft af sin skala udlægger hvilken størrelsesorden man skal arbejde i. At placere elementer er som at kaste sten i vandet, og jo større mursten, desto større dønninger. Derfor må vi også forstå hvor langt vores arkitektoniske dønninger rækker, både de bølger der skvulper ud gennem by og land, men samtidig de, som skvulper med tiden, frem og tilbage.

 

 

Vi mener at en arkitektur der prioriterer synets uendelige udstrækning, og mest af alt fungerer som briller til at forstå verden, er simpelt. Vi mener ikke at arkitektur skal se godt ud, arkitektur skal føles godt. Både inde såvel som ude.

Arkitektur skal ikke betragtes, men opleves. Fødder går på gulve, hænder tager om håndtag. Huse har dufte, huse har lyde, og det skal opleves med hele vores sensoriske væsen. Vi betragter arkitektur som en udtryksform der kan sætte alle sanser i spil, og derfor er det også vores opgave at huske dem.